Dittes dilemma

Ansvar eller god veninde?

 

”Pludseligt hører jeg et kæmpe brag, og da jeg vender mig om, så ser jeg min veninde ligger oven i den smadrede fladskærm.”(1)

Ditte er en pige på 15 år i 9.klasse. Der går 18 elever i hendes klasse, og de har gået sammen siden 6. klasse. Klassen har ikke altid været specielt sammentømret, men de sidste par år, især i 8.- og 9. klasse, har de fået et stærkt fællesskab. Selv Dittes bedsteveninde, der ellers var blevet mobbet. Inden klassens lejertur, havde de det allesammen godt med hinanden, og var faktisk kede af, at det hele snart var slut.

Men en aften på lejerskolen blev der ødelagt en et dyrt fladskærms tv. Både fladskærmen, og gulvet hvor tv’et landede, blev ødelagt. Det vandrehjem som klassen boede på, kræver nu erstatning for en ny fladskærm af samme slags og reparation af hullet i gulvet. Hele 36.500 kr. skal betales. Skolens forsikring dækker ikke for ødelæggelserne, og hvis ikke den skyldige mælder sig, skal alle elever i klassen bidrage med et beløb.

Nu går rygterne. Både i klassen og på de sociale medier, og stemningen i klassen bliver værre og værre. Nogle af rygterne antyder kraftigt, at det er Ditte der har ødelagt tv’et. Ditte ved godt hvem den skyldige er. Hun var der nemlig da ulykken skete. Ditte og hendes bedsteveninde, som hun har kendt siden børnehaven, dansede vildt rundt ude i fællesarealet på vandrehjemmet, da hun pludselig hører et højt bang. Da hun vender sig om, ligger hendes veninde oveni fladskærmen. Veninden beordrer Ditte til ikke at fortælle, hvad der lige er sket til nogen.

Der er klasse møde i næste uge, og Ditte ved ikke hvad hun skal stille op. Hun ved nemlig at sin venindes forældre er meget strenge, men de har ikke nogen forsikring der dækker skaderne. 

Det er noget af et dilemma!

Da jeg hørte podcasten, var jeg til at starte med overbevist om, at Ditte blev nødt til at fortælle til lærerne, at det altså var hendes veninde der havde ødelagt det dyre tv. Jeg mener, det er jo nærmest hendes pligt? Men jo mere jeg reflekterede over hendes dilemma, jo mere huskede jeg, hvordan det var at være 15 år. Ens venner og veninder var det der virkelig betød noget. De var den familie, man selv havde valgt. Man brugte mange timer sammen med dem, og når man havde problemer, var vennerne og veninderne der altid for at hjælpe. Man var villig til at gøre meget mere for vennerne da man var ung, end man er nu når man er blevet voksen. 

Jeg kan huske, at jeg gik i klasse med en dreng. Morten hed han. Han levede livet på kanten. Han var en meget stor dreng, og var meget grov i munden. Han var typen alle var bange for. Hans mor døde da han var spæd, og hans far drak vist lidt for meget. En dag kom Morten til at smadre et vindue ved et uheld omme bag ved vores klassegang. Der var kun ham og mig. Vi spillede fodbold op ad væggen, da han kom til at ramme et vindue. Han truede mig med, at hvis jeg sagde noget, ville han smadre mig.

Morgenen efter blev hele vores årgang kaldt til samling. Alle der vidste noget skulle komme og melde sig. Jeg turde selvfølgelig ikke at sige noget. På grund af denne oplevelse kan jeg sagtens nikke genkendende til Dittes situation. Det der skiller disse historier er, at jeg ikke sagde noget grundet frygt, hvorimod Ditte gør det grundet hendes loyalitet overfor hendes veninde.

Ditte har et ansvar. Og det ved hun udemærket godt. Hun føler, at hun har et ansvar overfor hendes veninde. De har jo trods alt kendt hinanden siden børnehaven, og deres venskab betyder alt for hende. Dittes veninde sagde jo til hende, at hun ikke måtte sige det til nogen, så jeg kan da sagtens forstå, at Ditte føler, at hun er forpligtet til at tie. Der går rygter i Dittes klasse om at det er hende der har smadret fladskærmen. Det gør da helt klart Ditte frustreret, da hun udemærket godt ved hvem det er der rent faktisk har smadret tv’et, men hun har bare ikke mulighed for at fortælle nogen om det.

På samme tid virker det som om, at Ditte også godt ved, at hun har et ansvar når det kommer til det med tv’et. Det er da også ærgerligt overfor alle de andre i klassen inkl. Hende selv, at de skal splejse bøden, selvom de ikke har ødelagt noget. 

Jeg mener, at Ditte burde tage en snak med hendes veninde. Hun skulle fortælle hende, at hun altså har det dårligt med at gå og lyve omkring det, da hun føler, at hun løber fra et ansvar, som de altså begge har, netop fordi de begge var tilstede under ulykken. Hun kan evt. også tilbyde at snakke med venindens mor sammen med hende. Så er chancen for at moren bliver lige så sur nok heller ikke lige så stor. Det var jo trods alt også et uheld.

Når Ditte har snakket med hendes veninde, har veninden nemlig en mulighed for at snakke med hendes mor omkring situationen, og så kan de få hjælp til at håndtere situationen og komme ud af den på bedst muligvis.